Bær dit jakkesæt med ansvar – Jyllands Posten

Bær dit jakkesæt med ansvar – Jyllands Posten

Jakkesættet er en uundværlig del af mange forretningsmænds garderobe. Men det er de færreste, der tænker over, om jakkesættet er lavet under ordentlige forhold. Det sætter tøjfirmaet J.Antony Copenhagen fokus på. Og det opnår stor opbakning fra miljøfirmaet DGE.

Bær dit jakkesæt med ansvar

Af J.Antony Copenhagen & Carl Emil Tscherning Nielsen

Astronomiske mængder af vand, giftige sprøjtemidler og arbejde til 10 kroner om dagen. Tøjindustrien er, udover at have ry for at være en af verdens mest forurenende industrier, samtidig kendt for elendige arbejdsforhold i tredje verdenslande.

Men den dagsorden vil tøjfirmaet J.Antony Copenhagen lave om på. De producerer jakkesæt på den traditionelle italienske metode og fravælger kunststof til fordel for naturmaterialer. Modsat mange andre jakkesætsfabrikanter bliver tøjet produceret under ordentlige forhold på en svenskejet fabrik i Tjekkiet.

Og det har fået miljø- og ingeniørfirmaet DGE til at åbne øjnene for jakkesætsbrandet. J.Antony Copenhagen har i en uge haft en stand i DGE’s foyer, hvor de ansatte kunne se og føle på forskellige jakkesæt. Poul-Erik Jensen er direktør i DGE og har hele sit liv arbejdet med at skabe miljørigtige løsninger. Han går selv med jakkesæt fra J.Antony, så for ham var det ikke en svær beslutning, da han fik tilbuddet om at invitere dem indenfor.

 

”Vi forretningsmænd skal jo vise vejen. Det føles sgu godt at bære sit jakkesæt med ansvar og vide, at det er produceret på en ordentlig måde. Det giver i hvert fald mig en tilfredshed,” siger han.

Han håber på, at standen fra J.Antony kan være med til at få hans 150 medarbejdere til at åbne øjnene for, at de også kan tage et ansvarsbevidst valg, når de skal købe ind til deres garderobe.

 

”Jeg har selvfølgelig provokeret dem lidt. Mine medarbejdere er jo idealister, og arbejder til dagligt med at skabe en bedre verden. Så stikker jeg lidt til dem og siger, at så kan du da ikke bare gå i et eller andet tilfældigt jakkesæt,” siger Poul-Erik Jensen.

En ændring i forbrugernes tankegang

J.Antonys jakkesæt ligger i den højere ende af prisskalaen. Men for Poul-Erik Jensen er det ikke prisen, der betyder mest, når han køber et jakkesæt. Det handler for ham om, at bære tøjet med god samvittighed.

”Jeg vil nøjes med at have to jakkesæt i god kvalitet og så vide, at jeg også har opfyldt et etisk kodeks. Det giver mening for mig, når jeg har et miljøfirma, hvor vi begrænser forurening og beskytter vores drikkevand,” fortæller Poul-Erik Jensen.

Når J.Antony producerer kvalitetstøj under gode forhold, er det en naturlig konsekvens, at prisen bliver højere. Anton Jesuthasan, direktør i J.Antony, forklarer, at én af firmaets visioner er at få forbrugeren til at tænke anderledes.

”I stedet for altid at tænke ’hvorfor er det så dyrt?’ vil jeg have folk til at tænke ’hvorfor er det så billigt’? Hvordan kan det være, at man kan købe en T-shirt til kun 50 kr. i Danmark?” siger han og påpeger at pris, kvalitet og social ansvarlighed for det meste hænger sammen.

”På vores fabrik går vi meget op i at bruge naturlige produkter, og at personalet har det godt. Derved bliver produktet også bedre, og det ender naturligt nok også med at koste lidt mere,” fortæller han.

Se hele artiklen her – Jyllands Posten