Del 4. Et jakkesæt bliver født – Delight Magazine

Del 4. Et jakkesæt bliver født – Delight Magazine

J.Antony Copenhagen leverer jakkesæt af høj kvalitet, hvor omdrejningspunktet er stolthed, tradition og godt håndværk. Da vi tror på, at en forudsætning for kvalitet er, at det er til stede gennem hele produktionen, vil vi gerne give dig et kig bag kulisserne.

Et jakkesæt bliver født – Del 4.

Tekst af Casper Ulsøe

Det har været et langt, opslidende eventyr at søsætte det danske tøjbrand J.Antony Copenhagen. For tøjbranchen er ikke let at navigere sig igennem. Konkurrencen er stor. Der eksisterer en evig kamp om kundernes gunst og de mange internationale mastodonter kaster millioner i marketingskampagner. De hyppigt skiftende modestrømme skaber hvirvlende understrømme, og skal man holde sig oven vande i branchen må store ofringer gøres.

Det kender de to stiftere af J.Antony-brandet, Thue Thalund og Anton Jesuthasan, alt til. Eventyret startede i 2011. Her blev drømmen omsat til konkrete handlinger. De to stiftere kvittede deres velbetalte fuldtidsjobs, gik på deltid, og begyndte at skabe kontakter til hæderkronede italienske uldmøller, specialiserede knappeleverandører og fabrikker til produktion af jakkesæt.

I 2012 slog J.Antony Copenhagen dørene op til deres første showroom. De omdannede Anton Jesuthasans lejlighed til et veritabelt herreværelse. På standerne hang tidløse jakkesæt rettet mod den moderne mand. Jakkesæt, som ærede det eventyr, som lige var begyndt.

Alt imens københavnske direktører og velklædte konsulenter fandt vej til det nye showroom i et stille Amager-kvarter, hvor personlig service, ekspertise og oplevelse var kodeordene, levede Anton Jesuthasan på den anden side af døren. Måneders privatliv blev indskrænket til ét eneste værelse. Men drømmen var startet – og J.Antony Copenhagen søsat.

I dag – efter afstikkere til Østerbro og Christianshavn – lever J.Antony Copenhagen i bedste velgående på Frederiksberg. Her inviterer de indenfor til whisky, elegante kollektioner, og ikke mindst en gennemgang af materialer, snit og produktion. Køber kunden ikke et jakkesæt eller en skjorte, er han i det mindste blevet skolet af videbegærlige eksperter, som elsker at udbrede deres viden om de tidløse, elegante klassikere.

J.Antony er mere end et jakkesæt. Det er en tilgang til livet, som handler om ansvarlighed. Hvad giver jeg videre? Hvad fortæller mine valg om mig? Hos J.Antony Copenhagen handler det om at træffe et bevidst, bæredygtigt valg, hvor man med stolthed og ydmyghed kan se sig selv i spejlet.

I efteråret 2018 blev J.Antony spejlet udover København. Rådhuspladsens højtravende reklamesøjler fremviste Oliver Bjerrehuus i et jakkesæt fra det danske J.Antony-brand. Det gør Thue Thalund, Anton Jesuthasan og markedsføringschef, Alexander Birch, stolte, for det er et konkret vidnesbyrd om det slid og de ofringer, de har gjort sig henad vejen. Og om den succes, ofringerne har kastet af sig.

Eventyret har været langt og undervejs har tvivlen da også naget stifterne: Skal vi droppe de bæredygtige principper og så få tjent hurtige penge? Men i sidste ende har J.Antony været tro mod sine grundprincipper. I dag ser de med stolthed tilbage. De holder sig stadig oven vande – og stadigt med et altoverskyggende mantra om en fremtid baseret på personlighed, bæredygtighed og social ansvarlighed. En filosofi, som gennemsyrer enhver uldtråd og ethvert skræddersøm, som udgør det dansk-designede jakkesæt.

Add Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *